Fredag den 11. Juli 13.00 i Krudttønden
Sjov i gaden, fis og ballade, lystig musik i spandevis og fantasifulde historier som perler på en snor. Med smitsom begejstring spoler de fire veloplagte musikere tiden tilbage til den dengang mor var dreng og opfandt de skøreste ting. Her gik legen og hittepåsomheden hånd i hånd. Børnene kastede med makrelmadder, cyklede frygtløst rundt med benene på styret, tørrede ituslåede æg op med naboens fine hvide silkehund eller stak hele hånden ind i munden, så den sad fast og skolens bomstærke pedel måtte trække den ud sammen med et par mælketænder.
Tubaluba band har sat bardomsminderne i musik, og det er blevet en række sprælske og poetiske sange i et Ole Lund Kirkegaard agtigt univers. Børnene elsker de frække fortællinger og synger ivrigt med på omkvæd alla ” Uuaah, uuaah – jeg ikke enig med dig far”.
Tuba, trombone, tværfløjte, guitar, harmonika og sang giver et utal af klangfarver og musikalske variationer, og holder børnene fangne i de fantastiske fortællinger gennem hele koncerten. Rigtig mange børn for lyst til at fortælle om deres egne fede fiduser efter koncerten, hvor bandet sidder klar til at høre om, og lade sig inspirere af børnene univers.
Tubalupa band er en kvartet af folkemusikere, og selv om musikken ikke primært er folkemusik, så skinner spilleglæden, sans for timing og det udadvendte udtryk alligevel igennem. Tubalupas medlemmer har alle stor erfaring med skolekoncerter både i ind- og udland fra andre bands her iblandt: Basco, Cocossa, Gothenburg Gadjos og Ohn Dohn Dehn Brassband.
Tubalupa Band er:
Christine Munk Andersen, vokal & tværfløjte
Anders Ringgaard Andersen, harmonika & vokal
Jonatan Ahlbom, helicon
Sigurd Hockings, guitar